Træning i køreteknik for børn: de 10 bedste lege
Sidder dit barn allerede godt fast i cykelsadlen? Så er det på tide med nogle cykellege.


Den rette setting
Køretekniske øvelser for børn skal først og fremmest være sjove. Jo mere legende cykeltræningen er, jo mere har dit barn lyst til at være med og samtidig udvikle deres cykelfærdigheder.
- Husk at medbringe nogle hjælperedskaber som for eksempel kegler eller dåser, små bolde og vejkridt.
- Vælg trygge omgivelser, hvor der er plads nok til at komme op i tempo, og hvor du kan sætte et par små forhindringsbaner op.
- Mottoet når man træner med børn er: se på og prøv selv! Før hver øvelse skal du bruge lidt tid på at forklare den for dit barn og – endnu vigtigere – vise øvelsen, for børn lærer bedst ved at efterligne.
- Et lille sikkerhedstjek er obligatorisk før hver tur: Tjek at alle skrueforbindelser er spændt, at bremserne fungerer korrekt og at der er nok luft i dækkene.
Leg #1 – Svingtræning
Kør i cirkler
Du kører forrest i en stor cirkel, og dit barn følger dig på lidt afstand. Gør cirklen mindre og mindre for hver runde.
Kør i ottetaller
Tegn et stort ottetal på asfalten, som dit barn skal køre efter. Så lærer barnet skiftevis at svinge til venstre og højre. Sandsynligvis er den ene retning nemmere for dit barn end den anden. Det er helt normalt, vi har næsten alle sammen en side, som er bedre end den anden.
For de erfarne
Hvis dit barn allerede er lidt øvet, kan barnet prøve at køre rundt i cirkel- og ottetalsbanen med kun én hånd på cykelstyret. I leg #4 forklarer vi, hvordan barnet i første omgang kan øve sig i at cykle med én hånd.
Leg #2 – Bliv på sporet
Mange steder er der kun meget begrænset plads til at cykle, for eksempel på cykelstier eller på smalle skovstier. Her gælder det om at blive på sporet.
Sti
Mal to parallelle streger som en sti på jorden. Dit barn skal nu prøve at køre på stien uden at røre ved stregerne.
For de erfarne
Gør stien smallere og smallere hen imod slutningen, eller tegn en spiral som et sneglehus og lad barnet køre gennem banen udefra og ind, selvfølgelig stadig uden at røre ved stregerne.
Leg #3 – Undgå forhindringer
For at kunne køre uden om forhindringer er det vigtigt at kunne styre cyklen kontrolleret og behændigt.
Slalomkørsel
Til de første slalomforsøg skal du placere et par kegler bag hinanden med tilstrækkelig stor afstand og lade dit barn skiftevis køre forbi forhindringerne til højre og venstre.
For de erfarne
Jo tættere du placerer forhindringerne, desto sværere bliver øvelsen. Du kan også lave en start- og målstreg i enderne af banen og tage tid på hinanden med et stopur. Det vil dit barn helt sikkert synes er sjovt!
Leg #4 – Cykle med én hånd
Dit barn skal kunne cykle sikkert med kun én hånd på styret. Det er en vigtig forberedelse til at >> cykle i trafikken, hvor dit barn skal kunne give tegn, når det skal dreje i et kryds. Som altid gælder det også her, at dit barn langsomt skal vænne sig til at køre med én hånd på styret.
Trin 1
Uden at træde i pedalerne ruller dit barn med ikke alt for stor hastighed (tip: en let hældning gør det lettere at rulle) og forsøger i første omgang bare at slippe med den ene hånd fra styret. Når barnet er klar, skal det slippe grebet helt et øjeblik. Lidt efter lidt kan barnet flytte hånden længere væk fra styret.
Hvis det føles sikkert, kan dit barn prøve at træde i pedalerne med kun én hånd på styret.
Trin 2
Hold en bold i hånden, og stræk armen ud på højde med barnets skulder. Nu sætter barnet lidt fart på og skal prøve at tage fat i bolden, mens det kører forbi, uden at komme uden for banen.
Leg #5 – Beholde overblikket
I trafikken er det vigtigt, at dit barn aktivt er opmærksom på sine omgivelser. Det betyder især at kigge sig over skulderen, før barnet kører ind i et vejkryds. Før du cykler på vejen med dit barn skal dit barn øve sig i at se sig godt for.
At se sig over skulderen
Dit barn kører forbi dig på sin cykel, og du løfter hånden for at vise et tal med fingrene. Alternativt kan du holde en genstand op, som for eksempel en bold. Nu ser dit barn sig over skulderen og forsøger at genkende det viste tal eller den viste genstand og råber det til dig.
Leg #6 – Præcis opbremsning
Foran et stopskilt eller ved en uundgåelig forhindring skal barnet mestre kontrolleret opbremsning for at være sikker i trafikken.
Stoplinje
Tegn en stoplinje på jorden, eller stil et par kegler op på en række. Nu tager dit barn et lille tilløb, kører mod linjen med middel hastighed og forsøger at stoppe i tide før eller endnu bedre på den markerede linje.
Lad barnet gentage denne øvelse et par gange, og markér stoppunktet på jorden hver gang. På den måde kan dit barn se sine egne fremskridt og vil efterhånden komme tættere og tættere på stoplinjen.
For de erfarne
For at gøre øvelsen sværere, kan dit barn gradvist øge kørehastigheden.
Variant – Balanceøvelse
Du kan også bruge punktbremsning som balancetræning for dit barn: Vælg et blødt underlag som for eksempel græs. Barnet sætter fart på og bremser kontrolleret op, så det stopper helt. Uden at sætte fødderne på jorden kører barnet med det samme videre igen.
Hold pedalerne vandret, så går det nemt!
Leg #7 – I balance
Børn finder normalt meget hurtigt ud af at cykle hurtigt. Men man skal også øve sig i at cykle langsomt, det er rigtig god balancetræning for barnet.
Sneglevæddeløb
Marker en start- og mållinje. Du og dit barn starter samtidig og nærmer jer målstregen så langsomt som muligt. Den, der kommer i mål som den sidste uden at have sat en fod til jorden, har vundet.
For de erfarne: Trackstand (at stå stille på cyklen)
Tegn en firkant på jorden. Herefter skal barnet, siddede på cyklen, prøve at holde sig så længe som muligt inden for firkanten. Så snart en af fødderne har rørt jorden, er øvelsen forbi. Så måler du tiden igen, og dit barn skal forsøge at holde balancen på cyklen i længere og længere tid.
Prøv selv – øvelsen er heller ikke så ringe for voksne!
Leg #8 – Cykling på stedet
Når dit barn cykler, sidder det i sadlen det meste af tiden. Men ujævnheder og bumpede veje kan man bedre affjedre, når man står i den såkaldte grundposition. Også ned ad bakke bør barnet indtage denne position.
Stående grundposition
Dit barn kører med ikke for stor hastighed hen ad en lige strækning. Barnet holder op med at træde i pedalerne, lader pedalarmene stå vandret og står oprejst.
Ben og arme er let bøjede for bedre at absorbere stød og vibrationer. Albuerne peger udad, skuldrene er placeret over styret og hofterne er midt over kranken.
Barnet skal se lige ud for at holde balancen.
Leg #9 – Løft forhjulet
Når det lykkes for dit barn at løfte forhjulet i det rigtige øjeblik, kan det nærmest svæve hen over forhindringer som trærødder eller fortovskanter.
Bemærk: Til denne avancerede øvelse skal dit barn have god kontrol over cyklen. Udfordringen her består i at finde det rigtige tidspunkt at løfte forhjulet på. Før dit barn vover at køre over en kantsten, skal det først prøve at klare en lille forhindring på jorden, som for eksempel en gren.
Forhjulet i luften
Læg en gren på jorden. Dit barn får fart på, placerer pedalarmene vandret, og barnets arme bøjes som i en armbøjning. Lige før forhindringen strækker dit barn sine arme hurtigt frem og trækker styret op for at løfte forhjulet. Overkroppen forbliver oprejst.
Når barnet har overvundet forhindringen flyttes vægten fremad igen, og forhjulet får igen kontakt med jorden.
En let, jævn hældning hjælper dit barn med at flytte vægten bagud og få forhjulet op fra jorden.
Leg #10 – Udskridning
Mange børn føler sig usikre på grusbelægning. Det er ofte fordi cyklen opfører sig anderledes end normalt ved opbremsning på løst eller glat underlag og fordi den kan skride under en pludselig bremsemanøvre.
Det er derfor vigtigt at prøve at bremse på så mange forskellige underlag som muligt. Det bedste er at øve sig på en flad grus- eller skovvej, hvor der ikke er ret meget trafik.
Kontrolleret bremsning
Markér først en stoplinje. Under de første forsøg skal dit barn køre med lav til middel hastighed og forsøge at bringe cyklen til standsning foran stoplinjen med begge bremser. Du kan markere stoplinjerne på jorden, så barnet kan orientere sig og lidt efter lidt komme tættere på stoplinjen.
Når det er vådt er blade, vejafmærkninger, skinner og brosten meget glatte og kan betyde uønskede udskridninger. Derfor skal du gøre dit barn opmærksom på disse udfordringer før og under jeres tur sammen.
Her skal I huske at sætte farten ned i god tid, undgå pludselige reaktioner og om muligt at køre uden om forhindringen.
Det rigtige beskyttelsesudstyr
Når man prøver så mange nye ting af, så falder man nogle gange. For at øge sikkerheden under cykeltræningen er følgende beskyttelsesudstyr vigtigt:
- En cykelhjelm, der passer perfekt, er et absolut must-have. Vores READY børnehjelm sidder, som den skal, og er udstyret med mange innovative sikkerhedsfunktioner.
- Cykelhandsker som vores TENS cykelhandsker er også en god idé. De giver et godt greb om styret og beskytter sart hud ved mindre styrt.
- For at være på den sikre side giver knæ- og albuebeskyttere, såsom vores NEEBOWS knæbeskyttere og NEEBOWS albuebeskyttere, god mening.
Hvis du stadig leder efter det rigtige tilbehør til dit barn, er det værd at tage et kig i vores tilbehørsshop.
Mangler du lidt inspiration? I denne video kan du se, hvordan dit barn hurtigt og nemt kan lære vigtige køreteknikker.